Gør byggebranchen attraktiv igen!
Unge har vendt byggebranchen ryggen. Hvordan kan vi sammen vende udviklingen?
Arrangør: Danske Byggefag
Villaen fredag kl. 11.00 - 11.45
Byggebranchen står i en rekrutteringskrise. Unge vælger kontorstolen frem for byggepladsen, og alt for få ser en fremtid i et fag, der er helt afgørende for den grønne omstilling og samfundets udvikling.
Men hvem har lyst til at træde ind i en branche præget af dårligt arbejdsmiljø, uigennemskuelige forhold og et image, der alt for længe har været i frit fald?
Danske Byggefag - en sammenslutning af syv fagforbund på byggeområdet - inviterer til debat om, hvordan vi genvinder de unges tillid og lyst til at vælge en vej i byggeriet. Hvad skal der til for at gøre branchen attraktiv, moderne og bæredygtig – og hvem har ansvaret for at tage det første spadestik?
Journalist Anders Langballe modererer, og dokumentarist Isabel Bondy, kendt for sine hårdtslående undercover-dokumentarer fra byggebranchen, åbner med et skarpt oplæg.
Kom og vær med til at diskutere, hvad det kræver at bygge en fremtid, hvor flere har lyst til at være med.