Gør byggebranchen attraktiv igen!

Unge har vendt byggebranchen ryggen. Hvordan kan vi sammen vende udviklingen?

Arrangør: Danske Byggefag
Villaen fredag kl. 11.00 - 11.45

Byggebranchen står i en rekrutteringskrise. Unge vælger kontorstolen frem for byggepladsen, og alt for få ser en fremtid i et fag, der er helt afgørende for den grønne omstilling og samfundets udvikling.

Men hvem har lyst til at træde ind i en branche præget af dårligt arbejdsmiljø, uigennemskuelige forhold og et image, der alt for længe har været i frit fald?

Danske Byggefag - en sammenslutning af syv fagforbund på byggeområdet - inviterer til debat om, hvordan vi genvinder de unges tillid og lyst til at vælge en vej i byggeriet. Hvad skal der til for at gøre branchen attraktiv, moderne og bæredygtig – og hvem har ansvaret for at tage det første spadestik?

Journalist Anders Langballe modererer, og dokumentarist Isabel Bondy, kendt for sine hårdtslående undercover-dokumentarer fra byggebranchen, åbner med et skarpt oplæg.

Kom og vær med til at diskutere, hvad det kræver at bygge en fremtid, hvor flere har lyst til at være med.

Deltagere:
Claus von Elling, formand for 3F Byggegruppen og Danske Byggefag
Marianne Vind, medlem af Europa-Parlamentet
Martin Manthorpe, direktør i NCC
Mads Haugbølle Behrendsen, udlært bygningssnedker og formand for Erhvervsskoleelevernes Elev-Organisation
Linda Nordstrøm Nissen, underdirektør i Tekniq

Moderator: Anders Langballe, journalist, selvstændig